Regler og etikette

I ægteskabsligaen spilles der selvfølgelig golf for at vinde. Men lige så vigtigt er det at nyde omgivelserne, vejret, det sociale samvær og livet i al almindelighed. Derfor afvikles ligaens turneringer i en afslappet atmosfære med højt humør. Der er god plads til begejstring, når man er på toppen, men også komisk selvironi, når det ikke lige lykkes.

Regler

Tilmelding til ligaens turneringer sker via Golfbox. Tilmeldingsfrist er normalt torsdag kl. 18:00 forud for turneringen.

I kan deltage i ægteskabsligaens turneringer, hvis I er gift eller fast samlevende. Betaling for deltagelse kan ske på to måder:

  1. I betaler et indmeldelsesgebyr på kr. 299,- dækkende for alle 6 afdelinger. Turneringsgebyr er herefter kr. 300,- pr. afdeling
  2. I fravælger at betale indmeldelsesgebyr. Til gengæld betaler i et turneringsgebyr på kr. 400,- pr. afdeling

Ovenstående turneringsgebyr indeholder betaling for mad ved fælles spisning efter turneringen. Drikkevarer er for egen regning.

Indmeldelsesgebyr betales inden deltagelse i den første afdeling, og turneringsgebyret betales samtidig med tilmelding. I begge tilfælde sker betaling ved overførsel til konto 1950 3497135531.

Hvis den ene halvdel af parret er forhindret, kan I deltage med en substitut. I deltager så i dagens turnering på lige fod med alle øvrige, men jeres resultat vil ikke tælle med i den gennemgående turnering.

Vores fælles spisning efter golfen er en vigtig del af ligaens arrangementer. Hvis man er forhindret, kan faste medlemmer dog undtagelsesvis deltage i dagens turnering uden deltagelse i den efterfølgende spisning. I dette tilfælde betales et turneringsgebyr på kr. 50,-.

Tilsvarende, hvis I er forhindret i at deltage i en turnering, har I alligevel mulighed for at deltage i den efterfølgende spisning og nyde den gode stemning. I betaler selvfølgelig for maden normalt kr. 130,- pr. person.